Billum Friskole: Succesen ruller – nu med friskolebus

Meget er der sket, siden Billum Friskole slog dørene op i august 2017.

Den lokale skole var lukket, men det mente en flok lokale ildsjæle ikke kunne være rigtigt, så derfor etablerede man friskolen, der i dag er intet mindre end en succes.

– Vi har elever fra hele Varde Kommune, og det seneste halve år har vi også fået elever fra Hjerting, fortæller næstformand og “bus-tovholder” Niels Henrik Salling, og tilføjer:

– Vi har derfor indkøbt en skolebus, der henter og bringer eleverne fra Hjerting, og vi arbejder på at få udvidet ruten. Med den store tilgang, der er af elever fra hele kommunen, er det nødvendigt at kigge på bussens rute, understreger næstformanden for forældrebestyrelsen, Niels Henrik Salling.

Niels Henrik Ullerup Salling, næstformand i Friskolens bestyrelse.

Og det er netop det man kan på en friskole – Kigge på og tage hensyn til det individuelle behov – i dette tilfælde hvorledes man får hentet og bragt elever, der har valgt en friskole med beliggenhed i Billum.

Mandag d. 4. februar inviterer Friskolen til Åbent Hus, hvor man kan høre meget mere om fordelen ved at vælge en friskole til sit barn. Alle er velkomne, og det foregår i tidsrummet 16.30 – 18.00.

Læs mere HER

Fakta OM Billum Friskole:

Vores vision

Vi vil være en Grundtvig/Koldsk friskole for nutiden. Vi vil i de frie skolers tradition give eleverne personlige, sociale og faglige forudsætninger for at træffe deres egne valg i det samfundsfællesskab, de skal leve i. Vi vil være skolen for livet, hvor fællesskabet, ordet og samtalen har vægt.

Vores mission

I et tæt og tillidsfuldt samarbejde skaber skolens ansatte, bestyrelse, forældre og børn en fri og visionær skole.

Vores værdigrundlag

Billum Friskole er fællesskabsorienteret.

Billum Friskole er en skole, hvor:

·         Børnene bliver gode til at begå sig som mennesker

·         Børnene bliver fagligt dygtige

·         Det er et trygt sted at være

·         Børnene får succes med kreative fag

·         Lokal kultur og natur udnyttes til at skabe selvværd og stolthed

·         Skoleleder, lærere og øvrigt personale er rollemodeller

·         Dagens muligheder gribes

Intet over – intet ved siden af fællesskabet. Kun i fællesskabet med andre kan det enkelte menneske lære sig selv at kende.

Billum Friskole tilbyder endvidere 7-8. klasse med et fokus på at komme videre på efterskole i 9. Det gør vi ved at samarbejde med nogen af områdets efterskoler, hvor man kan komme på besøg og finde ud af om det er den måde man ønsker af afslutte sin grundskole på.

Vores måde at være skole på tager på mange måder udgangspunkt samme sted som mange efterskoler, nemlig i de tanker som Grundtvig og Kold lagde til grund for de første frie skoler. De handler i bund og grund meget om at glade mennesker lære mest. At vi kommer længere med engagement og motivation en med tvang. Ligesom på mange efterskoler starter hver dag på vores skole også med fællessang og morgensamling, ligesom der er ugentlige fortælletimer, hvor den gode historie dyrkes. Til at udføre det i praksis har vi håndplukket en flok engagerede lærere, som endnu ikke selv har glemt hvordan det er at være ung i Danmark.

http://www.billumfriskole.dk/indmeldelse