Oh jøsses for en verden, vi lever i. Altså. Jeg kan næsten ikke huske tiden fra FØR man skulle være urolig, bekymret, ængstelig osv. over noget fra Nyhederne. Og vel er det ganske forfærdeligt og skræmmende, hvad der sker omkrimg os. Og har gjort de seneste år.
MEN. Ind imellem må vi altså tage en pause. Trække stikket. Slukke TV’et. Og telefonen. Og gøre noget, der gør os glade og som sender noget glæde videre!
Send nogle positive vibes ud – der er brug for det. Og det gør du allerbedst ved at forkæle dig selv. Fordi har du det godt, så smitter det af. Synes jeg.
Tag lidt mascara på – duft godt og tag den kjole på, du gemmer i skabet til noget fint – lad være med at gemme, lev i nuet, få det hele med.
Hold en fest, tag til et spændende foredrag, drik en latte med en veninde i solen på cafeen i gågaden.
Glæd dig over dem, det går godt for, ros et menneske på din vej. Sluk for telefonen når du er i andres selskab. Tag til stranden og iagttag bølgerne, køb en gave til en, du har kær. Ring til en, du savner – husk – det er ikke tilstrækkeligt med en sms. Kig folk i øjnene og smil på din vej. Hvornår har du sidst sendt et brev – håndskrevet? Vi lever i en tid, hvor alt for mange mennesker kun slipper blikket fra telefonskærmen for at se sig selv i spejlet…
Lev livet – husk det nu. Vi ved ikke, hvor længe vi har det, det er sikkert og vist – så se osten i stedet for hullerne. Pak bitterheden og bagatellerne væk og se fremad – vi skaber selv det liv, vi er i – og det er nu engang bedst med et optimistsik livssyn!
Somme tider bliver jeg helt vildt bekymret for alle de vrede mennesker, der er de derude. Som mig selv fx. Jeg greb mig selv i at dytte efter en anden bil, fordi vedkommende ikke kørte, da det skiftede til grønt. Jeg kunne have kørt den helt ud. Rullet vinduet ned og råbt – kørt hjem og skrevet om det på Facebook. Det er jo trenden – i vores generation. Men jeg nåede heldigvis at besinde mig og tænke – “jeg når nok egentlig det, jeg skal nå…”
Jeg lod mig også irritere over, at en af pigerne havde tumblet en strikketrøje – øv altså, det blev den ikke kønnere af. Men omvendt, så blev jeg så glad af, at de endelig er begyndt at udvise en lille smule øget interesse for vasketøj.
Jeg blev lidt småfornærmet forleden. En jeg kender, sådan i bekendtsskabsregi, sagde noget ganske upassende mærkeligt til mig – sådan ud i den blå luft. Midt i et møde, hun brasede ind i, men ikke var en del af. Jeg tænkte over det, da jeg (lidt fornærmet) kørte derfra. Måske var hun ked af det? Måske var der en, der lige havde sagt noget rigtig grimt til hende? Og så blev jeg helt trist over, at jeg lod mig fornærme… Når jeg møder hende næste gang, vil jeg sige, at hendes kjole er smuk. At hendes bil er fin. Eller sådan noget.
Tænk hvis vi virkelig kunne gøre det – bare engang imellem. Tage os selv i nakken og sige noget pænt, rose hinanden lidt mere. Slukke TV’et ind imellem. Og mobiltelefonen. Og gøre noget, der glæder.
Det er da et forsøg værd… Skal vi prøve?