Karin skal spille fuld på scenen

Til daglig arbejder Karin Egholm i Socialstyrelsen med projekter for hjemløse, mennesker på samfundets yderste kant. I fritiden gælder det teatret, og her har farcen en stor plads i hendes hjerte. Lige nu er hun aktuel i 7-kantens opsætning af ”Det tossede hus” med premiere den 10. marts.

– Der er så meget alvorligt i verden. I teatret kan jeg ligesom slippe det hele, gå ind og lege sammen med kompetente mennesker og samtidig give publikum et godt grin, siger Karin Egholm.

Når hun pakker sine viltre, røde lokker ind i en paryk, bliver hun den snerpede Miss Skillon, medlem af menighedsrådet og godt træt af Penelope, der ødelagde hendes drømme om selv at blive præstefrue.

Undervejs i stykket bliver Miss Skillon drukket fuld, og det er faktisk svært at spille fuld på scenen, siger Karin Egholm. Som Kranen i ”Midt om natten” skulle jeg være en garvet alkoholiker. Nu skal jeg være fuld på en helt anden måde; overrasket, pjattet, bange for hvad folk i byen tænker og siger. 

Teater fylder enormt meget i ægteskabet med instruktøren Jens Jager. De arbejder tit sammen, og i hjembyen Bramming står de for opsætningen af Bramming revyen.

 Billetsalg: www.7-kanten.dk