Med en donation på 2 mio. kr. fra Claus Sørensens Fond udvides legepladsen i Vognsbølparken, og nye legeredskaber kommer til. Allerede senere i år vil den nyrenoverede legeplads stå klar til parkens mange besøgende.
Legetårnet har indtil videre været det mest markante legeredskab på legepladsen, der har haft eventyr som hovedtema.
Claus Sørensens Fond har netop meddelt Esbjerg Kommune, at fonden vil støtte en udvidelse og renovering af legepladsen i Vognsbølparken med 2 mio. kr.
Vognsbølparken er Esbjergs grønne hjerte, og parken blev anlagt i 1920. Hver eneste dag bruges parken flittigt af mange besøgende, som enten kommer for at få pulsen op eller puste helt ud i området.
Centralt i parken er legepladsen med legeredskaber til både store og små børn. Stedet er et yndet udflugtsmål med tilhørende toiletter og pavillon.
Plan for legepladsen på vej
Den generøse fondsdonation vil bl.a. blive brugt til at udvide legepladsens område og gøre det nemmere at finde vej til legepladsen.
”Vognsbølparken er Esbjergs største rekreative bypark, og selve legepladsen bliver brugt af mange daginstitutioner og unge mennesker som base, når de er i parken. Renoveringen af legepladsen vil uden tvivl gøre den mere attraktiv for mange, og flere vil få lyst til at bruge parken”, siger John Riis Andersen, administrerende direktør og CEO for Claus Sørensens Fond.
Planerne for udvidelsen er endnu på tegnebordet, og der er derfor ikke taget beslutning om, hvor mange nye legeredskaber, der bliver sat op. Først vil de eksisterende legeredskaber blive vurderet. Gode velfungerende legeredskaber vil blive frisket op, så de er klar til at indgå i et indbydende legeområde, hvor også beplantningen rundt om vil fremtræde mindre tæt.
Legepladsen er klar til sommer
Plan & Byudviklingsudvalget er netop blevet orienteret om donationen, og udvalgsformand Henning Ravn er begejstret for planerne om renoveringen og udvidelsen af legepladsen i Vognsbølparken.
”Den nuværende legeplads trænger til et løft, og det muliggør donationen. Den nye legeplads kommer til at skabe stor glæde blandt børn, unge og børnefamilier, der nyder godt af den i forvejen. En nyrenoveret legeplads lige op til sommer vil skabe endnu mere liv i Vognsbølparken, og jeg håber, at alt går som planlagt, så det bliver en realitet”, siger Henning Ravn.
Esbjerg Kommune forventer at gå i gang med realiseringen i løbet af foråret, og flasker projektet sig efter planen, vil den nye legeplads åbne i løbet af sommeren 2023.