De populære sommerkoncerter i Byparken er tilbage og slår tonen an til musik og hygge for både unge og voksne. Samlet byder programmet for Sommerliv på masser af dejlige aktiviteter som musik, cirkus og trylleri rundt i hele kommunen.
Sommeren står for døren, og rundt i Esbjerg Kommune venter herlige sommereventyr. Programmet for Sommerliv er nemlig klar med gode oplevelser for alle aldre. Bl.a. er de gratis sommerkoncerter i Byparken i Esbjerg tilbage, og musikken kommer til at spille i forskellige genrer, så der er noget for enhver smag.
Hver onsdag i juli går det løs i Byparken, og de første navne på scenen er særligt populære hos de unge. Den aften er det nemlig først Mila og derefter Kalaset, der spiller op til fest. Onsdagen efter kan publikum glæde sig til at høre dansk pop med swingende elementer fra Morten Remar & De Lykkelige Kværulanter. Til den tredje koncert er der rock’n roll på programmet, når Henning Stærk går på scenen, og den sidste aften i Byparken byder på en hyldest til Bruce Springsteen fra bandet The Boss – Tribute to Springsteen. Der er lagt op til fest og hygge i den sommergrønne bypark, og publikum er velkomne til at pakke en picnickurv med mad og drikke. Der er ikke udskænkning til koncerterne.
6 arrangementer i hele kommunen
Foruden de fire sommerkoncerter er masser af gode oplevelser i vente i sommerlandet. Igen i år har Esbjerg Kommunes Sommerlivs-pulje nemlig sikret gratis kulturaktiviteter for små og store rundt i hele kommunen. Otte forskellige tilbud med i alt 26 arrangementer turnerer rundt i kommunen og lægger vejen forbi Esbjerg, Ribe, Bramming, Gørding, Endrup og Vester Vedsted. Alle aktiviteter ligger i skolernes sommerferie, og børnene kan bl.a. se frem til trommer, trylleri og cirkus, mens de voksne kan glæde sig til oplevelser i musikkens verden.
Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, glæder sig til at opleve Esbjerg Kommune summe af sommerliv.
”Sommeren er en tid, hvor vi puster ud fra hverdagens travlhed og gerne vil ud for at opleve noget nyt sammen. Det tilbyder Sommerliv lige her i vores eget skønne sommerland, og jeg håber, at mange børn, unge og voksne vil gribe chancen og tage del i alle de gode og gratis aktiviteter. Det gælder også sommerkoncerterne i Byparken, som er tilbage efter nogle års pause, og det bliver fantastisk igen at bruge sommeraftenerne på at høre god musik under åben himmel,” siger Jakob Lose.
Sommerliv
Find hele programmet for Sommerliv på www.esbjerg.dk/sommerliv
Koncerter i Byparken
Alle koncerter bliver spillet i Byparken kl. 19.30, og tilskuerne skal selv medbringe mad og/eller drikkevarer, hvis de ønsker det.
5. juli: Mila og Kalaset
12. juli: Morten Remar & De Lykkelige Kværulanter
19. juli: Henning Stærk
26. juli: The Boss – Tribute to Springsteen