POLITIET ER MEGET ANDET END DE BLÅ BLINK: TILSYN MED SKYDEBANER:
Rigtig mange syd- og sønderjyder bruger fritiden på at tage sigte og skyde med skarpt på de mange skydebaner i området. Syd- og Sønderjyllands Politi sørger for at sikkerheden er i orden på banerne. Fem politifolk i kredsen er uddannet til at kunne godkende skydebaner – en af dem er Keld, der er landbetjent i Oksbøl.
”Jeg har haft opgaven i næsten 20 år og har kontrolleret virkelig mange skydebaner i hele politikredsen gennem årene. Langt de fleste steder har de fint styr på sikkerheden”, fortæller Keld.
Denne onsdag skal en udendørs skydebane tjekkes. Først skal diverse papirer gennemgås og Keld kontrollerer, at klubbens instruks hænger fuldt tilgængelig for klubbens medlemmer, så de hurtigt kan finde svar, hvis der opstår tvivl om regler og retningslinjer. Instruksen hænger i lamineret udgave på opslagstavlen i det lune klubhus. Udendørs kontrollerer Keld, at lågerne til standpladserne kan fastgøres, så de ikke smækker i, mens der skydes.
”Det ser godt ud”, lyder det fra Keld, inden han skridter grunden af, for at sikre at hegnet er intakt hele vejen rundt.
Et kig op i flagstangen forsikrer Keld om, at klubben har hejst den røde bold, der skal varsko omgivelserne om, at der skydes. Derefter tjekker han området hvor skydeskiverne er placeret.
”Der er mange regler, som skal sikre, at kuglerne ikke rammer nogen eller gør anden skade. Det er her, der oftest er problemer, fordi udstyret bliver slidt. Jeg har gennem årene lukket standpladser eller en hel skydebane ned, fordi der ikke var sikkert her i området. Men her ser det hele meget fint ud”, konstaterer Keld.
Da de sidste kontrolpunkter er tjekket og fundet i orden, er den toårige godkendelse i hus for klubben. Havde der været problemer ville klubben skulle have udbedret manglerne og kun have fået en godkendelse, der gjaldt et enkelt år.
”Jeg er rigtig glad for opgaven. Ved at politiet løser denne opgave, så er vi med til at sikre, at borgerne kan dyrke deres fritidsinteresse sikkert. Det vil jeg gerne være en del af”, siger Keld.
Skydebanen er godkendt og opgaven løst. Keld kan hoppe i bilen igen og fortsætte til næste opgave.